fredag den 30. december 2011

Afsløring!: WordFeud er et statsprojekt

Man kan ikke undgå at lægge mærke til det. I offentlige transportmidler, til private arrangementer og alle andre steder, hvor en smartphone er i vante rammer, indtages ens blikfang af et scrabble-lignende spil på telefonen. WordFeud - et populært spil, der nu deler befolkningen i to lejre.

Det populære spil WordFeud, hvor man battler på sproglig kunnen.
For bedst som WordFeud-feberen raser, er det i dag kommet frem at det vanedanende ordkløver-spil er et  statstøttet uddannelsesprojekt i håb om at lære den almene borger at stave bedre. "Danskere i dag staver utroligt dårligt. For 10 år siden kunne 81,2 % af danskerne stave til deres eget navn - ved indgangen til 2012 ligger procentsatset på blot 41 %!" udtaler uddannelsesminister Morten Østergård (R). Hvor han har sine tal fra er der ingen der ved og i det hele taget er det en smule underligt at han bruger navne som eksempel, da disse er forbudt i WordFeud. Han tilføjer at Dansk Ordkløverforening er i knæ og skriger efter medlemmer. Hvorvidt den forholdsvist nylancerede abc-app kan rette op på problemet, kan kun tiden give os svar på.

En sejr for uligheden
På den røde venstrefløj er man dybt chokerede over stave-spillets frembrusen. Man mener at spillet skærer befolkningen over i to. Enhedslistens Frank Aaen udtaler: "På den ene side har man overklasse-folk med ph.d'er og store villaer, der fører sig frem med deres kunnen indenfor jonglering med gloser, hvor vi på den anden side har de svage i samfundet. Der er familier, hvor de fattige børn fra udkantsdanmark til den årlige julefrokost med tårer i øjnene har kunnet set deres velhavende granfætre føre sig frem med iPhones og staveflid. Den slags ting er en sejr for uligheden." Han mener at regeringen med deres nye moderne app har skudt sig selv i foden. Ej, måske nærmere i hovedet. Eller i hoften? Nej, foden. Helt klart foden.

WordFeud er en gratis-app og fås både i Android Market og App Store.